Disse omstændigheder kaldes i internationalt hjælpearbejde for push- og pull-faktorer. Push-faktorer er de forhold, som ”skubber” drengene ud af deres lokalsamfund og væk fra deres familier, og pull-faktorer er de forhold, som ”trækker” drengene til bestemte steder. Børn er særligt sårbare og deres vanskelige situation kan udnyttes af menneskesmuglere og -handlere og andre med interesse i at udnytte deres svaghed.

Push-faktorer

Den centrale push-faktor er fattigdom. Efter mange års konflikt i 00’erne, et ødelæggende jordskælv i 2015 og en efterfølgende fem måneder lang blokade af grænsen mellem Indien og Nepal er landet efterladt som det fattigste og mest underudviklede land i Asien. 25% af nepaleserne lever under den nationale fattigdomsgrænse på 1,25 US$ per person per dag. Der er meget lidt hjælp at hente hos det offentlige, adgang til tilstrækkelig og nærende mad er en konstant bekymring og truslen fra oversvømmelser, sult, skovbrande og nye jordskælv er altid nærværende, ligesom kulde, regn og mangel på uddannelse er med til at bidrage til den svære situation i landet.  

Pull-faktorer

En afgørende pull-faktor er uddannelse. Både internationale NGOer, FN og den nepalesiske regering peger på uddannelse som vejen ud af fattigdom til velbetalte og magtfulde job. I de små samfund i landdistrikterne er der en fasttømret tro på, at standarderne på skolerne i de store byer er langt højere og kun ved at sende deres børn væk, vil de have en chance for at få en god uddannelse og tjene penge og kunne komme tilbage og støtte deres forældre senere i livet.

Kilde: The Paradox of Orphanage Volunteering, Next Generation Nepal, 2014