Drenge og piger

Der er flere årsager til, at CWIN vælger at have separate transithjem for drenge og piger. Her fortæller vi hvorfor.

Årsag #1

En meget central grund til denne opdeling er, at mange af de piger, som kommer til CWIN, kommer med en baggrund, hvor de er blevet seksuelt misbrugt af mænd i deres lokalsamfund eller i deres familie. Nogle piger er blevet handlet som sexslaver eller voldtaget af autoriteter, som de forventede ville varetage deres interesser og passe på dem. Derfor er alle fastansatte på Balika Peace Home kvinder.

Årsag #2

CWIN har erfaring med, at udsatte drenge ofte kan være udadreagerende og aggressive, og at de har brug for mandlige rollemodeller som deres primære voksne kontaktpersoner.

Årsag #3

Nepal er et kulturelt meget konservativt samfund, og drenge og piger bliver behandlet meget forskelligt. Især når de når teenagealderen, kan det skabe problematiske relationer, ikke blot børnene imellem (i form af de første romancer og personlige dramaer), men også i forhold til det lokalsamfund, som børnene bor i, og som transithjemmene skal samarbejde og fungere sammen med.

Boys Transit Home og Balika Peace Home arbejder tæt sammen og ved højtider prioriteres det fx, at pigerne og drengene mødes. Her kan der knyttes bånd og opbygges relationer drenge og piger imellem.